Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Nye forældre

Det er altid en stor begivenhed, når et barn skal starte i vuggestue eller børnehave. Der er mange spørgsmål og mange nye informationer. Her på siden vil vi beskrive en typisk opstart for et nyt barn ud fra vores store erfaring, men vi tilpasser os altid barnets behov og finder sammen den bedste løsning for netop jeres barn. 

Når I har fået tilbudt en plads hos os, kontakter vi jer med henblik på at planlægge opstarten i fællesskab. Vi inviterer jer ind til en forsamtale, hvor vi fortæller jer om hverdagen hos os, I fortæller om jeres barn og vi lægger en plan for, hvordan opstarten skal fungere.

De første dage, barnet kommer i vuggestue, kender det hverken personalet eller de andre børn. Der er mange nye indtryk, som jeres barn skal vænne sig til. Derfor er det vigtigt, at barnet får en god og rolig start på institutionslivet. I den forbindelse vil jeres barn få tilknyttet en primær og en sekundær voksen, der vil tage sig særligt af jeres barn den første tid.

Vi justerer naturligvis planen efter behov, men vi opfordrer til mindst en uge til tilvænning og herefter en uge med kortere dage, så jeres barn kan starte trygt og sikkert op på tilværelsen i vuggestuen. I børnehaven er der ofte ikke brug for helt så lang en opstart, men vi anbefaler stadig at de første dage er kortere, så de nye indtryk kan nå at falde på plads.